Bag Paletten
Mine første kunstneriske udfoldelser, så dagens lys på bagsiden af bl.a. bagerposer, som min mor sagde "Giv pigen noget papir og nogle farver og hun er beskæftiget i timer". Jeg ved ikke om det var årsagen til, at jeg på min 9 års fødselsdag modtog en malerkasse med alt tænkeligt tilbehør. Min begejstring for denne gave, var så stor at jeg lod gæster være gæster og straks kastede mig ud i malerkunstens udfordringer. Mit første motiv, denne dag, var fiskerkonerne ved Gl. Strand, hvorfor ved jeg ikke, men jeg har ikke siden givet slip på kassen..
Mine kreative forældre, har gennem barndommens lege, givet mig et farverigt syn og en kyndig lære i maleteknikker. Olie, tusch, kul, pastel, akryl eller blyant, alt skal prøves af. Hver teknik - sin kunst og kunsten kommer af den stemning jeg befinder mig i og når ånden kommer over mig.
Inspiration finder jeg overalt. Det er kunsten at overfører motiv til lærred indpakket min personlige stil, som mange gange har de humoristiske briller på. Mine favorit kunstnere som Walt Disney og Salvador Dali giver mig inspiration på hver deres måde, og hvad der så giver mig et ordentligt kick i paletten, er når de arbejder sammen, som de gjore i animationsfilmen "Fantasia" fra 1940. Kunsten er også at kunne se kunsten i andres kunst og om man studerer Rubens eller Van Gogh, finder man også deres insprationskilder - Man skal bare have øjnene med sig.
- Dorthe Bjørnsten-Lindhard